Indlæg
Hvad er AI search – og hvorfor er det ikke det samme som SEO
- SEO
- AI

Af Martin Væver · SEO, PPC & AI automation specialist
Jeg har arbejdet med SEO i flere år. Jeg har set det overleve Penguin, Panda, Helpful Content og adskillige "SEO er dødt"-bølger. Men det der sker lige nu er anderledes.
Det er ikke en algoritme-opdatering. Det er et strukturskifte i, hvordan folk finder information.
Siden maj 2025 har Google AI Overviews været live i Danmark. ChatGPT bruges aktivt som søgeværktøj af millioner. Perplexity besvarer spørgsmål direkte. Og brugerne begynder stille og roligt at ændre adfærd – ikke dramatisk, men målbart.
Det har skabt et nyt spørgsmål i branchen: Er SEO nok? Eller skal vi gøre noget andet?
Mit svar: Du skal gøre begge dele. Men du skal forstå forskellen.
Det kalder jeg AI search optimization.
Hvad er AI search?
AI search handler om at optimere dit indhold og din digitale tilstedeværelse, så AI-drevne søgesystemer vælger at citere, referere eller anbefale dig, når de genererer svar til brugere.
Det er ikke et nyt buzzword for SEO. Det er et supplement til SEO – med et andet mål.
Klassisk SEO handler om at ranke i en liste af links. Succes måles i placeringer og klik.
AI search optimization handler om at blive valgt som kilde i et AI-genereret svar. Succes måles i citering og synlighed – også uden klik.
De to discipliner overlapper på mange punkter. Men de er ikke det samme.
De tre søgeplatforme du skal forholde dig til
Hvis du arbejder med organisk synlighed i Danmark i 2026, er der tre AI-søgeplatforme der er relevante:
Google AI Overviews er live i Danmark siden maj 2025. De vises øverst i søgeresultatet for udvalgte søgninger og genererer et opsummeret svar baseret på indhold fra flere hjemmesider. Det er stadig Google – men din synlighed er ikke længere kun et blåt link.
ChatGPT Search bruges af et stigende antal brugere som direkte erstatning for Google. ChatGPT henter webindhold og citerer kilder inline. Brugere der søger svar på komplekse spørgsmål ender her.
Perplexity er specialiseret i kildeciterende søgning. Brugergruppen er smal men teknisk kvalificeret – og Perplexity er én af de platforme der oftest citerer ekspertindhold.
Fælles for alle tre: De læser dit indhold, vurderer det og beslutter om det er citérbart. Det er det, AI search optimization handler om at påvirke.
Hvad er forskellen fra klassisk SEO i praksis?
Lad mig gøre det konkret.
Forestil dig, at en bruger søger på: "hvad koster en luft-til-vand varmepumpe?"
I klassisk SEO handler det om at ranke på søgeordet. Du skriver en side med priser, optimerer title tag og metabeskrivelse, bygger interne links – og forhåbentlig ligger du øverst.
I AI search optimization handler det om at have indhold der er struktureret til at blive brugt som svar. Det kræver:
- Et direkte, præcist svar tidligt i teksten (ikke gemt i stykke fire)
- Tydelig kildeangivelse og troværdighedssignaler (hvem har skrevet det, og på baggrund af hvad?)
- Struktur der gør det let for AI'en at forstå kontekst og uddrage specifikt indhold
- Schema markup der hjælper systemet identificere fakta, spørgsmål og svar
Det lyder måske ikke radikalt anderledes. Det er det heller ikke på alle punkter. Men vægten er anderledes – og formålet er anderledes.
Hvad overlapper – og hvad adskiller de to?
Her er min ærlige vurdering baseret på, hvad jeg ser i praksis:
Det overlapper
- Teknisk fundament: Hvis Google ikke kan crawle din side, kan AI'en det heller ikke. Core Web Vitals, sitestruktur og indexering er stadig vigtige.
- Indholdskvalitet: AI-systemer favoriserer indhold med dybde, præcision og tydelig ekspertise. Det er præcis hvad E-E-A-T har handlet om de seneste år.
- Intern linking: En velstruktureret hjemmeside hjælper AI'en forstå, hvilke sider der er centrale og autoritative.
Det adskiller
- Mål: SEO måler klik og placeringer. AI search optimization måler citering og omtale – også i sammenhænge du ikke kan spore direkte.
- Format: SEO-optimeret indhold kan godt være langt og nuanceret. AI-optimeret indhold har brug for klare, ekstrahérbare svar – gerne tidligt og tydeligt.
- Platformlogik: Google rangerer sider. AI-systemer syntetiserer svar fra mange kilder. Du konkurrerer ikke om en placering – du konkurrerer om at blive valgt som kilde.
- Brandtilstedeværelse: AI-systemer trækker på mønstre de har lært på tværs af nettet. Det betyder, at din tilstedeværelse på LinkedIn, branchemedier og troværdige tredjeparter påvirker, om AI'en ved hvem du er.
Et konkret eksempel fra mit arbejde
Jeg arbejder til daglig med AI search-optimering for klienter hos Happy & Co i Herning. En af de ting vi har set gentagne gange er dette mønster:
En side ranker fint i klassisk Google-søgning. Men når vi spørger ChatGPT eller Perplexity om det samme emne, citeres en konkurrent i stedet – selvom konkurrenten har lavere DA og færre backlinks.
Hvorfor? Fordi konkurrentens indhold er struktureret anderledes. Det besvarer spørgsmålet direkte i åbningsparagraffen. Det bruger klare overskrifter. Det har FAQ-markup. Og forfatteren har en tydelig profil og ekspertise der er dokumenteret andre steder på nettet.
Det er ikke magi. Det er struktur og troværdighed – to ting der altid har været vigtige i SEO, men som nu vægter endnu mere.
Hvad skal du konkret gøre anderledes?
Hvis du allerede arbejder med SEO og vil begynde at tænke i AI search optimization, er her mit startpunkt:
1. Svar på spørgsmålet i starten – ikke slutningen
AI-systemer scanner efter svar. Hvis dit svar er begravet i afsnit tre, risikerer du at blive overset til fordel for en konkurrent der svarer direkte i første afsnit.
2. Brug FAQ-struktur med schema markup
FAQ-markup hjælper AI'en identificere spørgsmål og svar. Det er en af de lavthængende frugter der stadig virker godt – både til rich results i klassisk Google og til AI-citering.
3. Gør det tydeligt hvem du er
"About the author"-sektioner, LinkedIn-profil der matcher hjemmesidens emner, omtale på troværdige steder i branchen. AI-systemer ved hvem de citerer – og de foretrækker kilder med dokumenteret ekspertise.
4. Skriv til mennesker, ikke algoritmer
Det lyder kliché, men det er mere sandt nu end nogensinde. AI-systemer er trænet på at identificere indhold der faktisk hjælper brugeren. Keyword stuffing og tyndt indhold bliver ikke citeret.
5. Hold øje med Search Console
Eksponeringer der stiger mens klik falder kan være et tegn på, at dit indhold bruges i AI Overviews uden at generere klik. Det er ikke nødvendigvis dårligt – men det er et signal du bør forstå.
Er SEO så dødt?
Nej. Og jeg er ærlig talt lidt træt af den diskussion.
SEO er ikke dødt. Det er udvidet.
De fleste søgninger i Danmark udløser stadig klassiske søgeresultater. De blå links er der stadig. Google rangerer stadig sider. Backlinks betyder stadig noget.
Men søgeadfærden ændrer sig. En stigende andel af brugere interagerer med AI-genererede svar fremfor at klikke sig igennem til hjemmesider. Og den andel vil vokse.
Det betyder at du skal tænke i to lag:
Lag 1 – Klassisk SEO: Det tekniske fundament, søgeordsanalyse, indholdsproduktion og linkbuilding. Det her går ingen steder.
Lag 2 – AI search optimization: Struktureret indhold, troværdige afsendersignaler, direkte svar og tilstedeværelse på tværs af platformen. Det er det nye lag der kommer ovenpå.
De to lag understøtter hinanden. Godt SEO-fundament gør AI search optimization lettere. Og indhold der er optimeret til AI-citering rangerer typisk også bedre i klassisk søgning.
Har du spørgsmål til AI search eller vil du følge med i bloggen? Find mig på LinkedIn eller tilmeld dig nyhedsbrevet.